lørdag, 27. juli 2024

12.02 Ceylan: Mester i løbet af tre år

 
Dennis Ceylan har et klart mål med sin professionelle karriere. I løbet af de kommende tre år vil han være nået til tops og have vundet en anerkendt titel.
 
“Jeg arbejder med en treårs-plan, som skal ende med, at jeg står med et bælte. Sauerland vil gerne have mig frem hurtigt, fordi jeg allerede har så meget erfaring fra min amatørkarriere. Og fordi det er planen, at jeg skal bygges op til at vinde bæltet inden for tre år, så er der ikke råd til svipsere. Men jeg ser det som 100 procent realistisk, at jeg kan få et bælte,” siger Dennis Ceylan til Århus Stiftstidende.
 
I lørdags vandt Ceylan på knockout allerede i 1. omgang over italieneren Marco Scalia. Inden kampen havde danskerens mentaltræner bedt ham se kampen for sig, og der havde Ceylan forestillet sig, at han ville slå italieren i gulvet i netop 1. omgang.
 
“Det var lidt vildt, at det gik fuldstændig, som jeg havde forudset det. Lidt ærgerligt jeg ikke har brugt de evner til at gætte lottotallene,” siger Dennis Ceylan, der er meget glad for sit skifte fra amatørboksning til de professionelles rækker.
 
Foto: Wende.

Seneste historier