Polske Lukasz Warzyczek (20-3-2, 3 KO) ser frem til lørdag, hvor han skal i ringen mod Patrick Nielsen (22-1, 11 KO). Han ser ingen problemer i, at danskeren er på hjemmebane.
“Jeg er ikke bekymret for at bokse mod Patrick Nielsen i hans hjemby. Jeg tror ikke, det giver ham en fordel, faktisk tror jeg, at det kan være en ulempe for ham,” siger Lukasz Warzyczek ifølge en pressemeddelelse.
Patrick Nielsen har ikke været i ringen siden juni, hvor han på udebane i Moskva tabte WBA interim-titelkamp mod russeren Dmitry Chudinov. Nu skal han rejse sig, og det kan blive svært, mener polakken.
“Han vil være under et kæmpestort pres, når han skal ud og bevise over for sine fans, at han ikke er færdig. Han ved, at han ikke har råd til at tabe igen. Jeg tror, at presset kan vise sig at være for meget for ham,” siger Lukasz Warzyczek, der ser kampen som en stor mulighed for at komme videre i sin karriere.
“Jeg forventer en hård kamp. Jeg ved, at Patrick er en farlig modstander, men jeg er en erfaren bokser, og jeg er på ingen måde bange for ham. Kampen er en enorm mulighed for mig, og jeg kan give Patrick større problemer, end han allerede har, siger han.
Foto: Wende.