Det blev en underholdende og måske lidt vild kamp, da Dennis Ceylan lørdag aften sikrede sig sin tredje sejr som professionel. Ceylan havde undervejs i de fire omgange chancen for at stoppe spanieren Antonio Rodriguez, men det blev i stedet til en stor pointsejr.Undervejs i kampen kom publikum op af stolene, for den 23-årige Århus-bokser undlod ikke at underholde med sin til tider lidt blottede stil.”Det er min måde at bokse på ved at bevæge mig og nogle gange smide hænderne. Nogle mener, at det er flabet og provokerende, men det er sådan, jeg bokser og kommer ind med mine bedste slag. Selvfølgelig er det risikabelt, men man skal tage chancer for at ramme hårdt. Det er showbusiness, og jeg kan godt lide at underholde,” siger Dennis Ceylan til JP Århus.Efter 1. omgang blev han af træner Frank Holm bedt om at skrue ned for charmen og passe bedre på sig selv.”Jeg bliver nervøs, når han klovner lidt for meget. Han plejer at have styr på det, men jeg vil gerne have, at han holder stilen og følger tingene til dørs og ikke klovner for meget. Publikum kan godt lide det, men jeg er nok lidt konservativ,” siger Frank Holm.Dennis Ceylan fik i 2. omgang en skade i hånden, og den forhindrede ham i et slå hårdt med den ene hånd i resten af kampen. Alligevel havde han ingen problemer med at bokse den klare sejr hjem.Foto: Bernd Wende.