Vinni Skovgaard føler sig klar til kamp, når hun i morgen aften bokser sin første kamp i et halvt år. Modstanderen bliver den på papiret upåagtede Jacqueline Nowack, men selvom Nowack ikke umiddelbart ser skræmmende ud, har Skovgaard ikke taget let på forberedelserne.
”Jeg har trænet lidt hos Poul Duvill og lidt i CIK. Undervejs har jeg været i Sverige og sparre med Clara Svensson, og herhjemme har jeg sparret med Gry Espensen og lidt med drengene i CIK,” siger Vinni Skovgaard, der er godt tilfreds med, som sparringen er forløbet.
Da Vinni Skovgaard fredag eftermiddag steg op på vægten, afslørede den, at hun vejede præcis 65 kilo. Men hun ved ikke endnu, om fremtiden ligger i weltervægt eller i hendes naturlige vægtklasse, letweltervægt.
”Det kommer an på rigtigt mange ting. Jeg vil gerne blive i min egen vægtklasse og forsvare min titel, men en revanche mod Cecilia Brækhus er selvfølgelig også en mulighed,” siger Vinni Skovgaard, der foreløbig kun har en aftale med Sauerland Event om denne ene kamp. Men det kan muligvis blive til flere.
”Jeg har forhandlet lidt med dem, men lige nu koncentrerer jeg mig om kampen i morgen, og så finder vi ud af det andet bagefter,” siger hun.

