Det svenske stortalent Erik Skoglund er klar til karrierens største opgave på lørdag. Her skal han møde den ubesejrede englænder Luke Blackledge i en kamp om WBC youth-titlen i letsværvægt.
Blackledge var sidste år en tur i Herning, og her endte hans møde med Mads Larsen noget anderledes, end danske boksefans havde forventet. Englænderen vandt på knockout.
“Blackledge fik en god sejr mod Mads Larsen sidste år. Han er aggressiv, og han kan lide infight. Men det kan han ikke gøre mod mig, det er jeg forberedt på. Han må prøve noget andet, men jeg er forberedt på alt,” siger Erik Skoglund ifølge en pressemeddelelse.
Luke Blackledge (13-0-1, 5 KO) er på ingen måde kommet til Danmark for at tabe, forsikrer han.
“Skoglund er en god bokser, men jeg vil komme fremad fra første gonggong. Jeg har ikke rigtigt tænkt over, hvor stærk han er. Alt jeg ved er, at jeg på lørdag vil være stærkere,” siger Luke Blackledge.
Erik Skoglund (15-0, 9 KO) har for nylig slået sig ind på EBU-listen, men han mangler stadig at blive testet mod modstandere på et seriøst niveau. Blackledge er den første af den slags modstandere.
“Jeg kan lide at bokse i Danmark. Sidste år slog jeg Mads Larsen, og jeg er her for at ødelægge festen igen,” siger Luke Blackledge.
Foto: Preben Nielsen.