mandag, 12. maj 2025

11.03 Hopkins: 85 mio. kroner ikke nok!

Natten til søndag skabte Bernard Hopkins (53-6-2, 32 KO) endnu engang historie, da han slog Tavoris Cloud (24-0, 19 KO) på point efter 12 omgange i Barclays Center, Brooklyn, New York. Som 48-årig er han den ældste til at vinde en VM-titel. En rekrod han selv havde i forvejen. Nu står den aldrende fighter og ser frem mod næste kamp.
 
Men det bliver ikke Andre Ward, som Bernard Hopkins kommer til at møde, hvis man skal tro han seneste udtalelser til direktøren i Golden Boy promotions, Richard Schaefer.
 
“Andre Ward er min protegé. Jeg vil aldrig bokse mod Andre Ward. Det fortalte jeg Richard Schaefer (Red: direktør i Golden Boy Promotions) i ringen. 10 millioner dollar, otte millioner dollar eller 15 millioner dollar. Jeg sagde til ham i ringen, at det ikke er et spørgsmål om penge. Og det mener jeg. Jeg sværger på min mors grav”, sagde Bernard Hopkins til Boxingscene.
 
De 15 mio. dollar svarer til omkring 85 mio. kr. Det er svimlende beløb i forhold til det, han fik for at bokse lørdag nat. Her var pursen kun 750.000 dollar svarende til 4,3 mio. kr. Mesteren Tavoris Cloud fik kun 550.000 – 3,1 mio. kr. Philadelphia-bokseren åbner i sine udtalelser for en kamp mod WBO-verdensmesteren Nathan Cleverly, og mener ikke at der er nogen i supermellemvægt eller letsværvægt, der kan slå ham.

 
Hvis Bernard Hopkins alligevel skulle gå i ringen mod Ward, så vil det dog ikke være første gang, han har brudt løfter til sin mor. Efter sejren over Oscar de la Hoya i 2004 sagde Hopkins, at han havde lovet sin mor, at han ikke ville bokse, efter han var blevet 40 år.
 
Foto: Muriel Leclerc

Seneste historier