Jeppe Morell (7-0, 3 KO) imponerede stort boksede fremragende, da Bernard Donfack (25-15-3, 11 KO) blev sendt hjem med en klar dansk sejr i bagagen.En virkelig flot indsats af Jeppe Morell, der gennem alle otte omgange var i kontrol og på intet tidspunkt forivrede sig. Samtidig udnyttede han på flotteste vis sin fysiske fordel, og det gav ham den fremragende sejr.
Det blev en meget rolig indledning, hvor Donfack holdt sig i ro og parrerede, mens Morell gik fremad og med sit højre jab forsøgte at finde vejen gennem camerouneserens defevsiv. Det fik han kun en smule held med, og da danskeren mod slutningen af 1. omgang blev ramt rent, blev det en meget tæt omgang.
I 2. omgang var det fortsat kun i enkelte korte momenter, at Donfack forsøgte sig offensivt. Han koncentrerede sig umiddelbart mest om at passe på sig selv, og det gjorde han såmænd fint. Alligevel trillede denne omgang vist stille og roligt over i det danske hjørne.
Da Morell er højrefodsbokser, mens Donfack bokser mere klassisk med venstre fod forrest, kom de to boksere til at stå relativt langt fra hinanden. Og så kunne Morell for alvor drage fordel af at være højere og fysisk stærkere. Når Donfack forsøgte at angribe, var der så langt hen til danskeren, at Morell havde nået at flytte sig. Derfor endte 3. omgang igen dansk, selvom det var tæt, og der ikke var specielt mange træffere.
I 4. omgang lagde Donfack en anelse mere offensivt ud, og det var ved at give pote. Først blev Donfack klart snydt for et knockdown, da han ramte med et venstre hook, som sendte Morell på knæ, men hvor kamplederen fejlagtigt valgte ikke at tælle. Det udnyttede Morell, og mod slutningen af omgangen sendte ham camerounseren til tælling. Derfor blev det igen en omgang med dansk gevinst.
Donfack virkede underligt passiv eller tilbageholdende. Måske var det den fysiske forskel på de to boksere, der kom til udtryk, for Donfack angreb slet ikke med samme gejst og vilje, som han har gjort i mange af sine øvrige kampe.
6. omgang blev Donfacks hidtil bedste, og med et minuts tid tilbage af omgangen blev Morell ramt rent med en højre til kæben. Den lod dog ikke til at ryste ham specielt meget, men sammen med et par træffere mod omgangens slutning var det nok til, at omgangen havnede hos Donfack.
Jeppe Morell var generelt dygtig til at holde den rigtige afstand, som gjorde det særdeles vanskeligt for Donfack at komme ind på en distance, hvor han kunne nå den fysisk større dansker. Det fik ham til at virke som en, der bare var ude på at overleve, men i virkeligheden skal der sendes en masse kredit i retning af Jeppe Morell.
Sidste omgang var en god omgang af Jeppe Morell, der boksede kontrolleret og havde styr på begivenhederne. Han forivrede sig aldrig, selvom det kunne være fristende, og i det hele taget leverede han en indsats, som beviser, at han skal tages seriøst som profbokser.
Foto: Thomas Sjørup.

