søndag, 12. januar 2025

11.02 Heinze tabte efter mandfolkefight

Det var en mandfolkeindsats, der blev leveret af både Daniel Heinze (6-1, 2 KO) og Derrick Findley (26-21-1, 17 KO), da de lørdag aften gav hinanden 10 hårde omgange i hovedkampen ved aftenens Danish Fight Night i Frederiksberg Hallerne. Det var dog lige akkurat ikke nok for Heinze, som måtte se sig besejret på point og dermed indkasserede karrierens første nederlag. To dommere gav amerikaneren sejren med tre point, mens den sidste mente, der var et enkelt point til forskel.
 
Findley viste også ved sit seneste besøg i Danmark, at han er stærk i en indledning. Det gjaldt også denne gang, og mod slutningen af 1. omgang satte han trumf på en god begyndelse, da han med en venstre sendte Daniel Heinze på halen. Det var dog ikke et helt rent slag, og danskeren virkede ikke specielt rystet og kunne hurtigt komme op.
 
Det var vanskeligt for Heinze, når amerikaneren fik lov at komme for tæt på. I infight var Derrick Findley stærk, og selvom Heinze også fik mere ind i 2. omgang, blev det endnu en amerikansk omgang.
 
3. omgang blev Heinzes hidtil klart bedste. Han var stadig ikke ovenpå eller styrende på nogen måde, men Findley havde ikke så meget krudt som i de første minutter, og det bekom danskeren vel.
 
Daniel Heinze formåede at komme virkelig flot igen oven på den katastrofale indledning på kampen. Den danske supermellemvægter er i besiddelse af et solidt fighterhjerte, og det blev nødvendigt for at holde sig inde i opgøre mod den rutinerede amerikaner.
 
Midtvejs i kampen var Findley allerede begyndt at gå ned i tempo. Hans slag kom ikke så hurtigt, og der kom slet ikke så mange af dem. Samtidig havde Heinze fået gang i arbejdet, så selvom omgangene stadig var meget jævnbyrdige, havde Heinze nu taget tre i træk på knock-out.dk’s scorecard, hvor stillingen derfor var 47-47.
 
Derrick Findley gik stille og roligt rundt i ringen og lignede en fyr, der havde fuld kontrol over begivenhederne. Det følte han sikkert også, at han havde, men ikke desto mindre ramte Heinze mere og mere, mens amerikaneren fik færre og færre træffere ind. Derfor var Heinze efter seks omgange for første gang en smule i front på vores uofficielle scorecard.
 
Selvom Findley var den laveste af de to boksere, virkede det til at bekomme ham bedst, når de to boksere gik på passende afstand af hinanden. Heinze så en anelse mærket ud, og Findley scorede i 7. omgang tilstrækkeligt til, at det var ham, som vandt omgangen.
 
Selvom Derrick Findley burde have masser af rutine i lange kampe, blev han – ligesom i kampen mod Mock – mærket af distancen. 8. omgang blev en af de bedste fra Daniel Heinze, der scorede fint med den lange venstre, og flere gange flot formåede at undvige amerikanerens angreb, der slet ikke havde samme tempo som i begyndelsen.
 
Daniel Heinze var bestemt også mærket af den lange kamp, og i 9. omgang sled han tovene. Fra det amerikanske ringhjørne blev der flittigt råbt, at der var en grund til, at danskeren bevægede sig så meget, men alligevel kom amerikaneren ikke ind med flere træffere end Heinze. Det gode dybe arbejde sikrede ham måske alligevel pointene.
 
Sidste omgang blev et opslidningsslag, hvor bokserne kæmpede alt og slog massevis af slag for at gøre et sidste indtryk på dommerne. Det slap Daniel Heinze umiddelbart bedst fra, men det var i sidste ende ikke nok.
 
Foto: Thomas Sjørup.

Seneste historier