Jonas Madsen (8-0, 3 KO) leverede karrierens nok bedste indsats, da han knockoutede Ivan Jusic (24-10, 16 KO) i 3. omgang. Efter en flot og meget kontrolleret indsats, hvor danskeren stort set ikke blev ramt, afgjorde han festen med et flot kropsstød.
Det var første gang, Jonas Madsen boksede en kamp, hvor omgangene var sat til tre minutter, men det lod i begyndelsen til ikke at genere ham. Den unge århusianer åbnede rigtigt fint og arbejdede gode med venstren, der blev brugt både som jab og til at slå dybe med. Jonas Madsen vandt derfor klart og uden problemer 1. omgang.
Danskeren gik offensivt til værks og satte sig på ringens midte, og han havde allerede meget hurtigt fået sat sig i respekt hos den ellers meget rutinerede kroat.
Afgørelsen faldt i 3. omgang. Jonas Madsen ramte kroaten dybt med højren, og det var mere, end Ivan Jukic kunne håndtere. Kroaten gik i gulvet og blev talt ud efter 2 minutter og 8 sekunder af 3. omgang.
Foto: Thomas Sjørup.