Enock Poulsen (3-0, 1 KO) sikrede sig sin første sejr før tid, da spanske Fran Suarez (4-3-1, 2 KO) før sidste omgang valgte at opgive. Spanieren havde været igennem tre hårde omgange og havde desuden fået et cut, så hans lyst til at bokse kampen færdig var ikke stor.
Det blev en lidt vild indledning på kampen. Spanieren var ikke ligefrem den mest skolede bokser, vi nogensinde har set i en dansk boksering. Suarez angreb med vilde sving, som Enock Poulsen ikke havde de store problemer med at undgå for i stedet at svare igen og ramme med kontraslag.
Allerede i 2. omgang begyndte spanieren at virke mærket af opgøret. Han hev efter vejret, og han protesterede voldsomt over for kamplederen, da han mente, at Enock Pouslen flere gange ramte ham urent i nakken.
Til gengæld var det helt rent, da Enock Poulsen mod slutningen af 2. omgang sendte et venstre hook direkte til spanierens kæbe. Suarez måtte ned og røre gulvet med handsken, og der blev derfor talt. Han blev dog reddet af gonggongen for yderligere klø.
Midtvejs i 3. omgang blev Suarez igen rystet – denne gang af en dansk højre – og da han samtidig fik et cut, virkede hans kampgejst til at lide et knæk. Resten af omgangen var en dansk offensiv, hvor spanieren igen flere gange havde travlt med at beklage sig til kamplederen. Denne gang var det danskerens brug af hovedet, som ikke passede Fran Suarez.
Det var nok for Fran Suarez, som valgte at droppe sidste omgang. Han opgav, og dermed vandt Enock Poulsen på teknisk knockout.
Foto: Thomas Sjørup.
