Det gamle forbund, Danish Boxing Association, som blev stiftet i 1990’erne, er ved at få nyt liv. Forbundet har ellers ikke været aktivt siden Anders Vester i 1999 skiftede til DPBF, men nu har en flok personer med Robert Larsen i spidsen taget initiativ til igen at få gang i forbundet.Trods sin lange periode som inaktivt forbund har DBA hele tiden stået i Justitsministeriets cirkulære som aktivt, og derfor bliver der nu igen taget hånd om forbundet. Ifølge Robert Larsen er det en stigende utilfredshed med DPBF-formand Michael Seeman, der nu fører til genoplivningen.”Der har været så meget utilfredshed med Michael Seeman. Alle brokker sig, og selv Justitsministeriet kan ikke få fat på ham. Det er jo useriøst,” siger Robert Larsen.Han vil ikke ud med, hvem formanden for forbundet skal være, men han slår fast, at det ikke er ham selv.”Jeg skal ikke være formand, og det ville også være useriøst, hvis jeg skal i gang med noget aktivt igen,” siger Robert Larsen, der håber, at DBA med tiden vil blive bygget op til at være et troværdigt forbund, der kan sanktionere professionelle boksekampe i Danmark.”Det er noget, der kommer til at tage tid. Det ordner man ikke fra den ene dag til den anden,” siger Robert Larsen og tilføjer, at han har modtaget Justitsministeriets godkendelse på, at DBA igen kan blive et aktivt forbund.Det har ikke været muligt at få en kommentar fra DPBF-formand Michael Seeman.