Nordic fight night-stævnet i aften i Ice Hall i Helsinki i Finland lever op til navnet og har 10 nordiske boksere på plakaten. Fire finner, tre danskere, to nordmænd og en enkelt svensker. Der er også lagt op til nogle ganske udmærkede kampe, selvom der som altid i boksning vil være kampe, der vil være meget ensidige. Aftenens hovedkamp mellem den tidligere europamester Robert Helenius (19-0, 11 KO) og Sherman ”Tank” Williams (35-11-2, 19 KO) ligner på forhånd en lettere mismatch. Den 40-årige bahamaner er lille, tyk, gammel og langsom. Han eneste styrke er en god kæbe – han er kun stoppet en enkelt gang i sine 11 nederlag. Dermed er han en perfekt modstander til finnen, der kommer tilbage efter en skadespause. Den eneste reelle usikkerhed i denne kamp er, om det lykkes Robert Helenius at stoppe Sherman Williams. Oldingen er en rutineret journeyman, der forstår at overleve. Det gør han også denne gang. Helenius tårnhøjt på point. Med danske øjne er Patrick Nielsens (16-0, 8 KO) kamp mod Jamel Bahki (24-3-2, 6 KO) højdepunktet. Efter at danskeren skuffede kamp i sin seneste kamp med en rodet, men dog sikker sejr mod Jose Yebes, så er forventningerne skruet noget ned til den 21-årige mellemvægter. Jamel Bahki er rangeret som nummer 20 på EBUs rangliste over boksere i EU, mens Patrick Nielsen er nummer 14. Det kunne ligne en ganske lige kamp. Men danskeren er på vej op, mens den 33-årige belgier er på vej ned, så forskellen vil nok være noget større. Jamel Bahki er en modstander, der stilmæssigt ligger godt til danskeren. Han er en typisk europæisk bokser, der bokser oprejst med klassiske 1-2 kombinationer. Han søger kampen, men foretrækker at bokse fra distancen og har ikke de store evner i infight. Teknisk set er han meget begrænset og bruger næsten udelukkende lige stød, og han angriber aldrig til kroppen. Han er klart lavere end Patrick Nielsen og har en kortere rækkevidde. Hans forudsigelige stil vil give åbninger for danskeren til at komme ind fra mange vinkler og udnytte sin tekniske overlegenhed, uden for alvor at risikere en hård kamp på de indre linjer. Men selvom Patrick skulle vinde en flot sejr, så vil den ikke ændre ved, at han skal udvikle sit jab for at have en fremtid på topplan. Derfor vil den bedste taktik ud fra et udviklingsmæssigt perspektiv være at prikke modstanderen ud over de 10 omgange, som kampen er sat til. Også selvom han lettere kunne vinde ved at bruge sit flotte arsenal. Patrick Nielsen er klar favorit, og det vil være en skuffelse, hvis han ikke ser godt ud mod denne modstander. Nielsen vinder på point. Norske Andreas Evensen (16-2-1, 6 KO) får næsten en perfekt modstander som opvarmning til den kommende EM-kamp mod den georgiskfødte belgier Alexander Miskirtchian (21-2-1, 7 KO). Aftenens modstander Phillipe Frenois (15-6-1, 0 KO) boksede i sin seneste kamp netop mod Miskirtchian om EM-titlen. Franskmanden er rangeret som nummer ni hos EBU, og det kan synes som en hård modstander som optakt til en EM-kamp. Men det er en svag vægtklasse i Europa, og Frenois er reelt ikke en topbokser. Samtidig er alle hans kampe gået tiden ud. Han har aldrig vundet på knockout. Til gengæld er han aldrig blevet stoppet. Så Evensen får efter al sandsynlighed vigtig erfaring, når han for kun tredje gang i karrieren bokser længere end otte omgange. Det bliver en sikker norsk sejr over de fulde 10 omgange. Erik Skoglund (12-0, 6 KO) tager et lille – meget lille – skridt op i kvaliteten af modstander. Gyorgi Marosi (16-6, 9 KO) vil dog stadig være en let udfordring for den talentfulde svensker, og det bør blive til en knockout-sejr. Ungareren er af den type journeyman, der har det med at ende i kanvassen, når han møder stærkere modstandere. Og med otte omgange for svenskeren til at ramme målet, så er buddet herfra knockout omkring 6. omgang. Den danske OL-bokser Dennis Ceylan (1-0, 1 KO) skal i ringen for anden gang som professionel. I den første kamp blev det til en KO-sejr i 2. omgang mod Artsem Abmiotka (6-1-1). Hviderusseren havde kun et nederlag, da han mødte danskeren, og det var på KO1 mod landsmanden Anton Bekish (3-3, 3 KO). Og det er netop Bekish, der er aftenens modstander for Dennis Ceylan. Hvad, hviderusseren indeholder, er svært at vurdere, men det er en modstander, danskeren absolut skal tage seriøst. Rekordlisten lyder ikke imponerende, men to af nederlagene har været tætte mod gode modstandere på udebane. Bartlomiej Wanczyk (9-0, 4 KO) slog ham kun 58-57 i letweltervægt og Krzysztof Szot (15-2-1, 5 KO) slog ham kun på split decision i letvægt. Så det er en potentielt farlig modstander, der står overfor danskeren i aften i en kamp over fire runder i superfjervægt. Det kan blive en spændende affære, men det ender nok med en pointsejr til Ceylan. Micki Nielsen (3-0, 3 KO) gør comeback i aften efter otte måneders pause. Og pausen får han også for første gang i karrieren i aften. Efter tre KO1-sejre vil han sikkert få en puster efter tre minutter, hvor rusten bankes væk. Dzianis Vardomskis (1-1-1, 1 KO) meget korte rekordliste viser, at han godt kunne gå tiden ud mod den ultraaggressive dansker. Micki på point. Derudover er der tre kampe med finske boksere på programmet. På forhånd ser kampen mellem de to ubesejrede Fitim Latifi (2-0, 2 KO), Finland og Alex Jacobsen (2-0, 2 KO) mest interessant ud. Det er to unge boksere – nordmanden er kun 24 år og finnen 22 år. Finnen vil have et stort hjemmepublikum i ryggen og nordmanden bokser normalt kun i letmellemvægt. Så det bliver interessant at se, om den lidt ældre nordmand kan hive en sejr hjem. Timo Laine (7-1, 0 KO), Finland bokser mod Ahmed Rifaie (7-4-2, 2 KO), Frankrig, mellemvægt, og Janne Katajisto (11-0-1, 5 KO), Finland vs Ivica Perkovic (17-16, 13 KO), Kroatien krydser næver i sværvægt. Stævnet vises på 3+ fra kl. 20.00. Hele kampprogrammet: http://boxrec.com/show_display.php?show_id=656444 Photo: Wende