fredag, 20. september 2024

10.11 Ahlin slås mod skaderne

Oscar Ahlin holder for tiden en pause fra bokseringen, og den pause bruger han på at blive sine efterhånden mange skader kvit.
 
I sin seneste kamp, hvor han besejrede ukraine Serhiy Demchenko, smadrede Oscar Ahlin sin ene hånd. Den er nu forsvarligt pakket ind i gips, men den 24-årige svensker har endnu flere problemer end det.
 
“Foden har X antal fejl. Hælspore, en lille betændelse i sener og andet. Og nu, hvor jeg alligevel har min hånd pakket ind, kan jeg lige så godt forsøge at løse alle problemerne i kroppen,” skriver Oscar Ahlin på sin blog.
 
Faktisk har den talentfulde svensker haft problemer med sin fod i de seneste kampe, han har bokset.
 
“Jeg har haft problemerne med foden i omkring seks måneder, og jeg begynder at blive træt af, at jeg ikke kan sjippe eller jogge. Så til de seneste to kampe har jeg ikke været hel klar, og det bør ændres. Når jeg i 2014 kommer tilbage til ringen, vil jeg være klar. Det har jeg ikke været i nogen tid, og så kan der ske uheldige ting,” skriver Oscar Ahlin.
 
“Alle, som træner på et højt niveau, ved, hvordan det er at træne med skader. Det er ikke ultimativt, men man gør, hvad man er nødt til,” lyder det fra Ahlin.
 
Oscar Ahlin har vundet alle sine ni professionelle kampe – heraf de otte på knockout. På grund af skaderne kommer han ikke i ringen ved lørdagens stævne i Albertslund, men han regner dog med at følge kollegaerne fra ringside.
 
Foto: Wende.

Seneste historier