Et af de store tabuer i boksning blev brudt i oktober 2012, da Puerto Ricaneren Orlando Cruz (20-2-1, 10 KO) som den første aktive bokser sprang ud som bøsse. På lørdag bokser han mod mexikaneren Orlando Salido (39-12-2, 27 KO) i Thomas & Mack Center i Las Vegas om den ledige WBO-titel i fjervægt.
Da Cruz sprang ud sagde han: “Jeg har altid været og vil altid være stolt af at være Puerto Ricaner. Jeg har altid været og vil altid være stolt af at være bøsse”.
Siden er det blevet til to sejre i kampe om WBO Latino-titlen, hvilket nu har ført til en kamp om den ledige VM-titel.
Cruz vil bokse i regnbuefarvede shorts for at vise sin seksualitet og skabe accept af homoseksualitet i sportsverdenen. Homoseksualitet blev først tilladt i Puerto Rico i 2003 og diskrimination i forhold til ansættelser blev først ulovligt i år.