lørdag, 26. april 2025

10.09 Yigit vandt efter endnu en hård kamp

Anthony Yigit (18-0-1, 7 KO) er fortsat ubesejret, og han fortsætter sin kurs mod den europæiske top. Lørdag afte besejrede han mexicanske Armando Robles (31-5-2, 18 KO) på point efter 10 omgange.
 
Kampen forløb fra begyndelsen som en typisk Yigit-kamp: Højt tempo med masser af svenske slag fra alle mulige og umulige vinkler, men hvor Yigit til tider bliver ramt lidt mere, end det egentlig er nødvendigt.
 
Armando Robles viste sig dog at være en ganske udmærket modstander for svenskeren. Sin alder til trods var mexicaneren meget hurtig på benene og ganske bevægelig, og han viste, at han ikke havde rejst hele vejen til Europa for at forære sejren væk.
 
Efter et par indledende omgange, der gav flest svenske træffere, kom mexicaneren efterfølgende bedre med. Det var dog vanskeligt for mexicaneren at fange Yigit, der som altid viste en enorm hurtighed på fødderne, men som ikke fortsatte de gode takter fra de indledende runder.
 
Efter et par lidt for gode mexicanske omgange leverede Yigit en rigtig god 6. omgang, som han vandt klart. Det lykkedes dog aldrig for alvor at sætte sig i respekt hos Robles, og derfor blev kampen lige så hård som mange af de andre kampe, den unge svensker allerede har været igennem.
 
Der var tale om en særdeles fair bokset kamp, og kamplederen havde kun meget få gange behov for at blande sig. Fra afstand kunne han i de afsluttende omgange se Yigit blive lidt mere træfsikker med sine store sving. Det skete på et tidspunkt, hvor den 38-årige Robles ikke var helt så hurtig som i begyndelsen, og Yigit satte derfor effektivt pointene ind på kontoen.
 
Svenskeren med de tyrkiske rødder mangler dog den power, der for alvor kan sætte ham i respekt hos modstanderne, og derfor fik han heller ikke i denne kamp den ro, der kunne have sikret ham en overbevisende sejr. Yigit måtte arbejde voldsomt hårdt gennem alle 10 omgange, men det var trods alt helt fortjent, at sejren blev hjemme i Sverige.
 
Anthony Yigit vandt med cifrene 98-93, 98-92, 100-91.
 
Foto: Wende.

Seneste historier