Klara Svensson (17-1, 5 KO) vandt lørdag aften det rent svenske opgør mod landsmandinden Mikaela Lauren (27-4, 12 KO). En kamp, der i svenske medier blev kørt utroligt højt op på grund af de to bokseres skærmydsler i tiden op til kampen.
Kampen gik alle 10 omgange, og det blev en hård og jævnbyrdig kamp, hvor det dog var den 28-årige Klara Svensson, der i det meste af tiden viste sig at være for hurtig og for teknisk dygtig for den 40-årige Lauren. Dermed vandt Klara Svensson med cifene 98-92, 97-93, 96-95, og hun sikrede sig dermed WBC interim-titlen i weltervægt.
Kampen blev indledt i et hæsblæsende tempo, hvor det var tydeligt, at begge boksere var ekstremt tændte på opgaven. Kampens indledende omgang bød dog ikke på specielt mange tællende træffere. Begge nåede ind med slaghånden, men det var få med de træffere, som ikke sad i nakken eller paraderne.
Fra begyndelsen af 2. omgang blev Lauren fra hjørnet beordret fremad mod sin landsmandinde. Det var dog ikke en taktik, der bar frugt, for Svenssons venstre kørte effektivt, og det var den 28-årige malming, der snuppede omgangen.
Som ventet var Klara Svensson en bedre tekniker, og i de efterfølgende omgange frem mod kampens midte begyndte det at blive tydeligt. Det var stadig den 40-årige Lauren, der kom buldrende frem, men Svensson tacklede det effektivt og sørgede for at låse i infight, efter hun havde ramt med sine træffere. Det var derfor Svensson, der midtvejs i kampen var foran på point.
Allerede midtvejs begyndte Laurens fysik dog at vise sit ansigt. Det var en knap så aktiv Svensson, som i 5. og 6. omgang ikke fik afleveret ret meget, og på knock-out.dk’s scorecard begyndte kampen nu igen at se tæt ud.
Kampen havde nu skiftet karakter fra at være teknisk til at være fysisk. Det burde være en klar fordel for Lauren, men i 7. omgang viste Svensson, at hun også kan være med, selvom det er hårdt arbejde, der er på plakaten. Det var således sydsvenskeren, som snuppede omgangen, men den tidligere letweltervægter var nu begyndt at virke mærket.
Svensson virkede i langt højere grad mærket af det hårde tempo, og selvom Lauren havde fået et cut, var det hende, der på grund af hårdere arbejde vandt den efterfølgende omgang. Kampen var meget hård og jævnbyrdig, men da der var tale om en WBC-titelkamp, kunne bokserne undervejs følge med i stillingen på dommersedlerne.
I sidste omgang fandt Klara Svensson fornyede kræfter, og den omgang snuppede hun. Dermed vandt hun på knock-out.dk’s scorecard med 97-94.
Foto: KGZ Fougstedt.