Det er en pause på næsten tre år, der skal overvindes, når Rudy Markussen (38-3, 25 KO) på lørdag ved Nordic Fight Night i Arena Nord i Frederikshavn går i ringen mod Ramazi Gogichashvili (19-6-2, 9 KO) fra Georgien.
Den 38-årige dansker føler sig klar til kamp, og han føler sig faktisk mindre rusten, end man kunne forvente oven på så lang en pause.
“Alt er gået super godt. Træningen er forløbet, som den skulle, og jeg er skadesfri. Jeg har haft mindre rust, der skulle bankes af, end forventet. Det er en kamp, der skal vindes, men jeg er godt forberedt på ham,” siger Rudy Markussen.
Efter en forhåbentlig vellykket kamp på lørdag er det planen, at året skal sluttes af med et danskeropgør mod Patrick Nielsen. Det er en kamp, som den tidligere EBU-mester Markussen ser frem til.
“Kampen mod Patrick er selvfølgelig noget, jeg har tænkt på, og det har motiveret mig til at træne endnu hårdere,” siger han.
Rudy Markussen og Patrick Nielsen stod onsdag ansigt til ansigt ved et pressemøde i København. Ved den lejlighed forærede Patrick Nielsen den 14 år ældre Markussen et billede fra dennes kamp mod Brian Magee, hvor Markussen bliver slået i gulvet. En gimmick, som Markussen efterfølgende betegnede som “meget godt fundet på”.
Foto: Wende.