Mogens Palle er efterhånden ved at være godt og grundigt træt af, at der endnu ikke er blevet placeret et ansvar i sagen fra 2008, hvor Johny Jensen gik i ringen til to kampe om europamesterskabet, selvom han havde pådraget sig en mindre hjerneskade. Palle mener, at både han og hans datter er blevet fremstillet uretfærdigt i medierne.
Johny Jensen har via sin advokat sendt et erstatningskrav til arbejdsskadestyrelsen. Men hvordan den sag ender, er der endnu ikke taget stilling til.
“Det er en misforståelse, når min datter Bettina bliver nævnt som arbejdsgiver for Johny Jensen. Bettina er at sidestille med en agent for en professionel idrætsudøver. Derfor kan Bettina aldrig komme på tale omkring en ertstaning,” siger Mogens Palle til Horsens Folkeblad.
Han mener ikke, at den verserende erstatningssag er noget, der vedrører Team Palle.
“Johny Jensens erstatningssag er et anliggende mellem ham og arbejdsskadestyrelsen, og jeg er dødtræt af, at jeg er udsat for urimelige beskyldninger,” siger Mogens Palle.

