Promotor Robert Larsen bliver anklaget for dokumentfalsk for 125.000 kr. af Ib Søby fra tv-kanalen DK4. Men selvom kanalen fremfører anklagerne offentligt, vil man ikke politianmelde Robert Larsen
Af Alex Hermann og Jens Sillesen
”Det kan jeg ikke rode mig ud i. De prøver åbenbart at skjule et eller andet i deres regnskaber”, siger den tidligere promotor og manager Robert Larsen om de alvorlige anklager, som Ib Søby fra tv-stationen DK4 fremfører.
I april modtog DK4´s advokat Jacob Arrevad et krav på 125.000 kr., som tv-stationen angiveligt skulle skylde Mogens Palle´s firma International Entertainment.
Dette krav bygger på et gældsbrev, som Mogens Palle havde købt af Robert Larsen. Gældsbrevet var underskrevet i Spar Nord den 7. juli 2008 og handlede om, at Robert Larsen havde to gange 50.000 kr. + moms til gode hos DK4. Tilgodehavendet skulle stamme fra de to første stævner som Robert Larsen lavede i efteråret 2007 i Gladsaxe og Gilleleje.
”Dette er direkte usandt, men endnu værre viser det sig, at Robert Larsen har begået dokumentfalsk, for at kunne sælge den påståede “gæld” videre til Mogens Palle”, skriver Ib Søby i en pressemeddelelse.
Han forklarer, at de korrekte vederlag for de to stævner var 15.000 kr. for Gladsaxe Jubilæumsstævne og 20.000 kr. for stævnet i Gilleleje. Ib Søby fortæller, at stævnerne blev betalt i december 2007, inden DK4 lavede en fire-stævne aftale med Larsen. Den aftale kollapsede i 2008, da Robert Larsen bad om en bankgaranti, men ikke kunne få den fra DK4.
Robert Larsen benægter, at han har fået pengene fra DK4 for de to stævner i 2007, og han er ikke enig i, at aftalen lød på 15.000 kr. for det ene stævne og 20.000 kr. for det andet. Han vil ikke ud med nogle tal, men han kalder Ib Søbys udlægning af sagen ”meget forkert”.
Ifølge Ib Søby, der på det tidspunkt var sportschef hos DK4, fremstillede Robert Larsen en falsk mail fra Ib Søby, samt konstruerede fakturaer med forhøjede beløb. Dette benægter Robert Larsen.
”Det hele er manipulation. De prøver at dække over et eller andet”, siger Robert Larsen.
Larsen kan gå fri
DK4 overvejede at politianmelde Robert Larsen, men de mener, at selvom det er deres navn, der bliver misbrugt i sagen, så er det ikke dem, men Mogens Palle, der skal politianmelde Robert Larsen. Tv-stationen mener, at han er den egentlig forurettede i denne sag, da han står tilbage med et stykke papir, der intet er værd. Men sådan ser Mogens Palle ikke på det.
”Det gældsbrev er ikke forfalsket af Robert Larsen. Han kom og spurgte, om han kunne låne nogle penge, fordi han var på røven. Så viste han mig to fakturaer, hvor der stod, at DK4 skyldte ham de penge,” forklarer Mogens Palle og tilføjer, at han udover fakturaerne har set en e-mail fra DK4’s bogholderi, hvor det bliver bekræftet, at Robert Larsen har 125.000 kr. til gode.
I det hele taget tager Mogens Palle sagen ganske roligt. Han er ikke nervøs for, at han er kommet til at smide 125.000 kr. ud ad vinduet, for gældsbrevet indeholder en klausul om, at hvis DK4 ikke rejser pengene, skal Robert Larsen betale dem tilbage. Derfor har han heller ikke tænkt sig at følge DK4’s opfordring om at politianmelde Robert Larsen.
”Der er mange mennesker rundt omkring, som er fyldt med fup og fidus. Men det her er nu ikke noget, der får mig til at ligge vågen om natten,” siger Mogens Palle.
Så som det ser ud nu, så vil ingen af parterne lave en politianmeldelse. Derfor vil Robert Larsen kunne gå fri selv om han skulle være skyldig i anklagerne.

