Simon Madsen (1-0, 0 KO) slap i weekenden godt fra sin professionelle debut, som fandt sted langt væk fra den hjemlige danske andedam. Debuten foregik i den mexicanske ferieby Cancun, hvor Madsen pointbesejrede den ligeledes debuterende Rodrigo Solis (0-1) efter fire omgange.
“Jeg har fået en cubansk træner, der lægger vægt på en aggressiv stil. Det var fint at starte med en sejr. I denne uge skal jeg til Mexico City, og allerede tirsdag har vi møde om, hvornår jeg skal bokse min næste kamp,” siger Simon Madsen til Horsens Folkeblad.
På papiret var sejren dog ikke overbevisende, da danskeren “kun” vandt en split dicision.
“Den dommer, der havde kontradommen, modarbejdede, at jeg fik min licens, og min træner og han er ikke gode venner. Det er den eneste forklaring, jeg kan give på, at han holdt på min modstander,” siger Simon Madsen.