Selvom det nu er mere end to et halvt år siden, at Anita Christensen senest har været i ringen, er det en sport, hun stadig tænker meget på.
“Jeg savner adrenalinen ved at få et par på skallen,” erkender Anita Christensen i et større interview med Randers Amts Avis.
Den i dag 42-årige Anita Christensen, der blev både WBA- og WBC-verdensmester i bantamvægt, peger på den indledende del af sin karriere som den tid, hun havde det bedst. Her boksede hun for Anders Vester og fik alle sine kampe vist på TV2. Senere gik turen til Bettina Palle, Robert Larsen og til slut til Euro Event, men md slutningen af karrieren var boksesporten i en bølgedal, og det var ikke altid let at få kampe.
“Det var faktisk lidt en lettelse at stoppe med boksningen. Jeg var vant til hele tiden at skulle tænke på kost, træning og næste modstander. Pludselig var jeg fri,” siger Anita Christensen, der alligevel kom til at savne sin sport.
“Det blev hurtigt rigtigt hårdt mentalt. Jeg mistede noget af vildskaben, og så bliver man bare så almindelig. Jeg vil for alt i verden ikke være almindelig,” fortæller hun.
Anita Christensen sluttede karrieren med en rekordliste på 25-1-1, 8 KO. Hendes seneste kamp var i maj 2012 i hjembyen Randers, hvor Isabelle Leonardi blev besejret på point.
Foto: Team Palle.