tirsdag, 11. november 2025

09.11 Williams bokser i Århus – drømmer om ny Holyfield-kamp

Sherman Williams (38-15-2, 20 KO) kommer som tidligere nævnt på programmet, når Mogens Palle og Brian Nielsen den 3. december inviterer til Danish Fight Night i Ceres Arena i Århus.
 
44-årige Sherman Williams har i et stykke tid været i Danmark, hvor han har fungeret som træner for Pierre Madsen og Tobias Sørig, ligesom han nu også har fået Osama Hadifi under sine vinger. Men Williams har stadig ambitioner som bokser, og hans største mål er en returkamp mod en af sportens allerstørste legender, Evander Holyfield.
 
De to mødtes i 2011, og ved den lejlighed blev kampen dømt no contest, da en skade forhindrede Evander Holyfield i at bokse videre.
 
“Den dom har pint mig lige siden, og mit store mål er at møde Evander igen. Jeg træner, løber og sparrer hver dag. Jeg er i god form og er klar til kampen,” siger Sherman Williams ifølge en pressemeddelelse.
 
Amerikaneren føler, at træningen i Danmark har gjort ham skarpere, og han lover en interessant kamp i Århus.
 
“Træningen med Pierre og Tobias skærper os alle tre dag for dag, og jeg forventer mig store præstationer ved stævnet i Århus fra både Pierre og Osama Hadifi. Og mig selv!” siger han.
 
To af Sherman Williams elever, Pierre Madsen og Osama Hadifi, skal også i ringen ved stævnet. Til gengæld må Tobias Sørig sidde over. Cruiservægteren er netop blevet opereret i hånden og er derfor ikke kampklar.

Seneste historier