Anthony Yigit (17-0-1, 7 KO) kommer til at stå over for en på papiret hård modstander, når der den 10. september er Nordic Fight Night i den svenske hovedstad Stockholm. Yigits modstander bliver den 38-årige mexicaner Armando Robles (30-4-2, 17 KO).
“Jeg har set nogle af hans kampe, og han er en hård fyr. Han har en flot rekordliste, så jeg forventer en krig. Mexicanske boksere er altid stærke og aggressive, og her er Robles ikke anderledes,” siger Anthony Yigit ifølge en pressemeddelelse.
Mexicaneren indledte sin karriere i USA, men han har undervejs holdt en pause. Siden han for syv år siden genoptog karrieren, har han ikke bokset uden for sit hjemland. Undervejs har han vundet nogle mindre titler hos både WBC og IBF.
“Han kommer for at vinde, og det passer mig godt. Det er denne type kampe, jeg gerne vil bokse,” siger Anthony Yigit.
Hovedkampen ved stævnet bliver det rent svenske kvindeopgør mellem Mikaela Lauren (27-3, 12 KO) og Klara Svensson (16-1, 5 KO). En kamp, der gælder den interime WBC-titel i weltervægt.
Foto: Wende.