To dansk-svenske opgør kan blive en realitet til september, hvis Pugnus Boxing promotion får positivt svar på en ansøgning om dispensation fra de restriktive svenske regler for professionel boksning.
Det er kampe mellem 29-årige Claus Bertino (12-2, 8 KO) og den et år ældre svensker Andreas Gustafsson (5-0, 3 KO) i sværvægt og en kamp i letmellemvægt mellem 32-årige Allan Vester (28-6-1, 6 KO) og den fire år ældre Cliff Soukka (6-1, 1 KO).
Efter planen skal de to kampe bokses ved et stævne i Karlstad den 24. september.
Kampene bliver kun en realitet, hvis dispensationen bliver givet, så de kan gå over otte omgange. Reglerne tillader ellers kun kampe op til 12 minutter i Sverige.