tirsdag, 14. januar 2025

09.04 Poulsen bokser den 30. maj

Kim Poulsen (26-2, 7 KO) vender tilbage til ringen den 30. maj, når han bokser ved et stævne i den østrigske by Leibnitz.
Der er tale om en kamp over seks omgange, og ifølge Kim Pouslen selv kommer han formentlig til at stå over for en overkommelig modstander, der ikke vil komme til at volde ham de store problemer.
 
“Jeg mangler et win på rekordlisten, før jeg kan blive godkendt til de sjovere kampe,” skriver Kim Poulsen på Facebook.
 
Danskere boksede senest i februar, og her led han en hård skæbne, da han blev stoppet i 6. omgang af svenske Anthony Yigit efter at være blevet krøllet godt og grundigt sammen.
 
“Jeg glæder mig til at komme i ringen igen efter min dybt skuffende indsats i min seneste kamp. Der skal simpelthen andre boller på suppen, og det forventer jeg den 30. maj. Der er kun én vej, og det er fremad,” lyder det fra Kim Poulsen.
 
Trods nederlaget i februar er Kim Poulsen fortsat placeret som nr. 16 på EBU-ranglisten.
 
Foto: Wende.

Seneste historier