fredag, 17. januar 2025

09.02 Weissi vinder danskeropgør

Danskeropgøret mellem Lasse Pedersen (1-1, 1 KO) og Shahriyar Weissi (2-1, 0 KO) endte med en klar og fortjent pointsejr til Weissi.
 
Fra første omgangs begyndelse var det en meget aggressiv Weissi, der med et meget fokuseret blik fyrede slag af i hovedhøjde. Det var tydeligt, at han gik målrettet efter Lasse Pedersens kæbe.
 
Pedersen prøvede at holde den hovedjagende Weissi væk med sit lange jab, men det manglede præcision og hurtighed til at udføre jobbet. Weissis sving ramte ofte rent og Lasse Pedersen blev presset baglæns. Specielt når han blev presset ud i tovene var han sårbar.
 

Lasse Pedersen evnede ikke at bevæge sig væk, når han blev presset mod tovene. Han lænte sig baglæns med spredte ben. Det frarøvede ham muligheden for at danse til siden. Det gjorde det betydeligt lettere for Weissi, når han var i offensiven.
 

I tredje omgang var det ironisk nok et dybt stød, der sendte Lasse Pedersen i gulvet. De nederste ribben blev banket tilbage i betænkelig nærhed af rygsøjlen, og Lasse Pedersen sank sammen ved tovene. Han kom op, og Weissi havde chancen for en knockout. Den forspildte han, og kampen gik tiden ud. Lasse Pedersens skifte fra Kimose til Sauerland blev ikke en sportslig succes for ham. Shahriyar Weissi blev fortjent belønnet for sin 12 minutter lange offensiv.
 
Scorekortene lød på 39-36, 39-36 og 40-35 til en overbevisende Weissi. Knock-out.dk scorede den 40-35.

Seneste historier