Det tog kun et minut for Denis Ceylan (4-0, 2 KO) at vinde karrierens fjerde sejr. Inklusive tælling blev det kun til 66 sekunders boksning for danskeren mod Marco Scalia (3-1, 1 KO).
Det var aftenens fjerde og indtil nu hurtigste knockout. Italieneren knækkede let sammen for et dybt stød i solar plexus fra Ceylans højrehånd. Det trak al livet ud af Scalias krop, og han sank sammen uden chance for at komme på benene inden de 10 sekunder var gået. Kroppen var som limet til gulvet.