Det er først den 18. marts, at Dennis Ceylan (18-0-1, 8 KO) og Isaac Lowe (13-0-1, 5 KO) tørner sammen i ringen ved Nordic Fight Night i Århus i en kamp om danskerens EM-titel i fjervægt. Men både i går og i dag, hvor englænderen har været i Smilets By, har de to været ved at starte kampen før tid og uden handsker – og med promotor Nisse Sauerland som kampleder.
“Jeg gæder mig meget til at give den idiot en røvfuld. Jeg håber at se en masse mennesker, for ham her fortjener at få en lærestreg. Vi må se, om jeg kan banke noget respekt ind i hans krop, selvom jeg tvivler,” lød det fra Dennis Ceylan, der netop var blevet afbudt af Lowe, som med en masse f-ord gjorde danskeren det klart, at EM-titlen bliver engelsk efter 18. marts.
På et tidspunkt rejste de to boksere sig såmænd fra deres stole og lagde an til at indlede kampen, hvilket gav Nisse Sauerland lejlighed til at vise et vist talent som en fremtidig kampleder.
“Det bliver slået ud,” lød det uden videre fra Isaac Lowe.
“Shut the fuck up!”, replicerede Dennis Ceylan, inden lokalet blev fyldt med ord, der ikke tåler at blive gentaget på skrift.
Dennis Ceylan fremhævede – mens der stadig var en smule ro – at det er væsentligt for ham at kunne forsvare EM-titlen på sin hjemmebane i Århus.
“Det betyder meget for mig at komme til Århus og bokse. For to år siden havde vi et stævne i Århus, men det var ikke nær så vellykket, som dette stævne kommer til at blive,” sagde Dennis Ceylan.
Foto: Team Sauerland.