Det er stadig usikkert, om det vil lykkes for Caleb Kuya at gennemføre sit planlagte stævne den 19. december i Aalborg. Men en ting er til gengæld sikkert: Hvis det lykkes, må han se sig om efter en ny hovedkamp til stævnet.
Øverst på plakaten skulle kampen mellem Kim Poulsen og Athanas Nzau have stået, men det bliver der ikke noget af. Poulsens manager Henrik Risum har droppet planerne om at få sin bokser på programmet.
“Det er for usikkert. Hvis han skal holde dampen oppe i 14 dage mere, og der så sker noget. Det vil jeg ikke kunne byde ham,” siger Henrik Risum.
Han er i stedet gået i gang med at finde en anden kamp til Kim Poulsen.
“Jeg finder noget, der forhåbentlig er lidt mere sikkert,” siger Risum.