søndag, 27. april 2025

08.12 Palle kræver 13,5 mio. af Sauerland

Mogens Palle har lagt sag an mod Sauerland Event og ARD for brud på aftalen om tv-rettighederne i forbindelse med kampen mellem Mikkel Kessler og Markus Beyer i oktober 2006. Parterne mødes i disse dage i Sø- og Handelsretten, der skal tage stilling til, hvem der har ret.

Striden handler om, at VM-kampen blev sendt direkte på ARD, og da mange danskere får den kanal direkte hjem i stuen, havde Mogens Palle ikke mulighed for at sælge kampen som pay per view.

“Jeg havde tv-rettighederne til Skandinavien, mens Sauerland havde til Tyskland og et par øvrige nabolande. Men ARD-signalet blev ikke blokeret i Danmark, så det stævne kostede mig en bondegård at arrangere,” siger Mogens Palle til Ekstra Bladet.

“Det ødelagde fuldstændig min mulighed for at tjene penge på stævnet. Ingen ville jo betale, når de kunne få det gratis,” fortsætter han.

Beløbet på 13,5 millioner kroner, som han kræver i erstatning, har han fundet frem til ved at kigge på kampen i 2001 mellem Brian Nielsen og Mike Tyson. Her betalte Viasat 15 millioner kroner for rettighederne. Palle har så trukket de 1,5 millioner kroner, som DK4 betalte for at vise stævnet, fra, og han lander dermed på 13,5 millioner kroner.

Sø- og Handelsretten har afsat fire dage til retssagen. I dag skal Mogens Palle i vidneskranken, og det samme skal Sauerlands forretningsfører, Chris Meyer.

Seneste historier