Efter en lang træningslejr i den tyske hovedstad Berlin er brødrene Patrick og Micki Nielsen færdige med træningen og klar til deres kamp på lørdag ved Nordic Fight Night-stævnet i Helsinki. Storebror Patrick Nielsen sætter sin WBA I/C-titel i mellemvægt på spil, når han går i ringen mod Jamel Bahki (24-3-2, 6 KO). En kamp, som den unge dansker ser frem til. “Det er altid et højdepunkt at komme i kamp. Det er der, hvor det, man har ofret, skal gå op i en højere enhed,” siger Patrick Nielsen til cphboxing.dk. Danskeren forsvarede senest sin titel i september med en uskøn pointsejr over José Yebes. Han er indforstået med, at indsatsen denne gang helst skulle være bedre, og Patrick Nielsen garanterer, at det sidst på aftenen vil være ham, der får bæltet hængt om livet. “Det eneste, der tæller, er en sejr, og jeg kommer godt forberedt, så Bahki får noget at se til,” siger Patrick Nielsen. Foto: Photo Wende.