Det er aldeles unfair, at Team Sauerland opsagde den oprindelige kontrakt med Torben Keller og i stedet tilbød ham en ny til en lavere løn, blot fordi han tabte en kamp. Det mener i hvert fald den mangeårige promotor Mogens Palle.
“Det er fuldstændig uanstændigt. Ganske urimeligt og på ingen måde en fair behandling. Hvis man vil af med en bokser, kan man i princippet bare finde en modstander, hvor chancerne for at vinde er små,” siger Mogens Palle til Ekstra Bladet.
Den 80-årige Palle slår selv fast, at han aldrig selv har udnyttet et knockout-nederlag til at vippe en bokser ud af stalden.
“Der kan have været andre årsager til, at samarbejdet med en bokser er stoppet. Men jeg har aldrig opsagt det, fordi han har tabt på KO,” siger han.
I Mogens Palles standardkontrakter var en bokser typisk sikret 12 kampe. Og betalingen skulle falde, uanset om kampene blev bokset.
“Hvis jeg ikke skaffede det antal kampe, jeg forpligtede mig til, skulle bokseren have udbetalt det honorar, vi på forhånd havde aftalt,” siger Mogens Palle.
Desuden var det i Palles standardkontrakter udelukkende bokseren, der kunne opsige aftalen ved et KO-nederlag. Det kunne promotoren altså ikke.