lørdag, 19. april 2025

08.10 Bo Hansen i superform – til ingen nytte

Det var længe meningen, at Bo Hansen (1-0, 0 KO) på lørdag skulle bokse sin næste kamp, når Armand Krajnc havde planlagt et stævne i Malmø. Det bliver imidlertid ikke til noget, og det skyldes, at stævnet er aflyst.
 
Bo Hansen er ærgerlig over aflysningen, men lige så meget over måden, han fik beskeden på.
 
“Jeg havde ikke hørt fra ham, så jeg gik på nettet og kiggede på et par boksesider. Og så fandt jeg ud af, at stævnet var aflyst. Jeg ringede til Krajnc, og han sagde: ‘Ja, det er rigtigt, der er aflyst’. Han havde ikke fundet nok sponsorer til stævnet,” siger Bo Hansen til Sjællandske.
 
Ferien er blevet brugt på knaldhård træning, så i dag er Bo Hansen i rigtig god form. Men det nytter ikke meget, når der ikke er nogen kamp.
 
“Jeg har sparret med Torben Keller i København hos Mikkel Kessler, så jeg er virkelig i topform. Til ingen nytte,” siger en ærgerlig Bo Hansen.
 
Der har været flere tilbud om kampe, men det svenske boksemarked er ikke det mest attraktive. Pengene er små på den modsatte side af Øresund, og det har Slagelse-bokseren fået lov at mærke.
 
“Jeg blev tilbudt en kamp i slutningen af september, men så skulle jeg gå ned i 67 kilo-klassen. Det var jeg også indstillet på, men da jeg spurgte om penge, tja, så blev det ikke til noget,” siger Bo Hansen, der har en fireårig kontrakt, som sikrer ham minimum én kamp om året.
 
Privatfoto

Seneste historier