08.08 Bruun-Yigit-revanche er udsat

Det bliver alligevel ikke ved efterårets første stævne, at Kasper Bruun får chancen for at revanchere profkarrierens hidtil eneste nederlag. Det skriver Nordjyske.
 
Det lå ellers i luften, at en ny kamp mellem Bruun og svenske Anthony Yigit var en mulighed, men det bliver først ved en senere lejlighed, at de to boksere måske kommer til at tørne sammen for anden gang.
 
Årsagen er, som beskrevet her på siden i går, at Anthony Yigit netop har skiftet træner og derfor har brug for bedre tid til at forberede sig. Derfor kan der ikke blive tale om en fight i september. I oktober skal Kasper Bruun være far, og derfor ser en kamp i denne måned heller ikke sandsynlig ud.
 
I stedet håber den danske lejr på et møde i november.
 
“Vi har kontaktet Nisse Sauerland og bedt om at få kontraktpapirer tilsendt på en match i november, og det regner jeg bestemt med er en mulighed,” siger Kasper Bruuns træner, Søren Larsen, til Nordjyske.
 
De to boksere mødtes ved Nordic Fight Night i april, hvor Anthony Yigit vandt på en teknisk afgørelse, da kampen blev standset på grund af skader hos danskeren.
 
Foto: Wende.

Seneste historier