tirsdag, 11. februar 2025

08.05 Brian: Jeg gjorde en god figur

Det var en fattet Brian Nielsen, der trods alt var tilfreds med sin egen indsats, som efter nederlaget mod Evander Holyfield i aftes mødte pressen.

Brian Nielsen, der med afklapsningen i aftes indkasserede sit tredje nederlag som professionel bokser, tog gennem kampen imod et utal af hårde træffere, men da han skulle beskrive sin egen indsats, foregik det med rosende ord.

”Jeg føler, jeg fik gjort det, jeg kom for. Jeg gjorde en rigtig god figur,” sagde Brian Nielsen.

Kritikerne har gennem længere tid haft travlt med at fortælle Brian Nielsen, at han ikke kunne komme i form til en kamp mod Holyfield. Det kunne han, og Brian Nielsen var glad og tilfreds og havde mod på tilværelsen, selvom ansigtet afslørede, hvad Evander Holyfield havde udsat ham for.

”Jeg føler, det var en bekræftelse, at jeg gjorde det godt. Jeg beviste, at jeg i perioder kunne bokse lige op med ham,” sagde Brian Nielsen.

Seneste historier