Ahmed Kaddour kommer alligevel ikke i ringen ved Kessler-Froch-stævnet i London i næste måned. Kaddour skulle have været i ringen mod Erick Ochieng (13-1-1, 4 KO), men han har været tvunget til at melde fra til kampen.
“Jeg har haft vrøvl med højre hånd i flere uger og også døjet med højre skulder. Jeg troede, det ville gå over af sig selv, men det er kun blevet værre, så desværre har jeg måttet melde fra til kampen,” siger Ahmed Kaddour til Ekstra Bladet.
“Det var ellers en kamp, som jeg havde set meget frem til. Dels fordi det er længe siden, jeg har bokset, dels fordi jeg med en sejr igen for alvor ville være tilbage i rampelyset og ville kunne se større kampe forude,” siger han.
Ahmed Kaddour boksede senest i september, hvor han slæbte en pointsejr hjem mod engelske Max Maxwell. Han har ønsket sig en fast aftale med Team Sauerland, og med en sejr i London syntes muligheden for at flere kampe at være til stede.
“Lysten til at bokse og træne er der stadig, så der er ikke nadet at gøre end at se positivt på fremtiden, for jeg tror stadig på, at der venter gode kampe til mig,” siger Ahmed Kaddour.
Foto: Wende.