08.04 Poulsen glad for knockout

Det var en glad og tilfreds Kim Poulsen, der kunne gøre status efter karrierens 21. kamp med bar overkrop. Kampen mod Beka Sadjaia fra Georgien sluttede i 2. omgang, da Poulsen to gange havde sendt georgieren i gulvet.
Det var karrierets sjette knockout-sejr til Kim Poulsen, der da heller ikke havde regnet med, at han ville få en hurtig aften på kontoret.
”Jeg havde set to kampe med ham på Youtube, hvor han gik tiden ud mod to stærke polakker, så jeg vidste, at han var en hård hund,” siger Kim Poulsen.
”Han var stærk, og jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så let, for han har gået tiden ud mod flere topfolk,” tilføjer han.
Kim Poulsen er ikke nogen udpræget knockout-bokser, men han nyder, når det lykkes at sende modstanderen i gulvet og på den måde afslutte en kamp hurtigt. Han vil gerne vise, at hans næver ikke består af vat, som nogle kritikere gerne påstår.
”Jeg vil gerne vise, at jeg godt kan slå folk ud. Mange kritikere har sagt, at både Kasper Bruun og jeg ikke kan slå modstanderne ud. Men jeg kan godt slå hårdt, når jeg rammer rigtigt,” siger han.
Efter at være sendt i kanvassen for anden gang, klagede Beka Sadjaia til kamplederen over, at han havde ondt i sin ene arm. Efter at være blevet tilset af stævnets læge blev han stoppet, og Kim Poulsen blev erklæret for vinder på teknisk knockout. Danskeren tror dog ikke på, at modstanderen havde smerter i armen. Han gav op.
”Han fejlede ikke en skid. Han ville bare ikke mere,” siger Kim Poulsen, der ikke lægger skjul på, at han håber på at få en stærkere modstander, når han ved Euro Events næste stævne den 26. maj efter planen igen skal i ringen.
Efter 21 professionelle kampe burde tiden snart være moden til en titelkamp, og Kim Poulsen har flere gange også været viftet om næsen med en kamp, hvor der stod et bælte på spil. Men danskeren kræver ikke, at hans næste kamp bliver om en titel.
”Den kommer, når den kommer. Jeg må bare være tålmodig. Jeg er 25 år, så jeg har tiden foran mig,” siger Kim Poulsen.

Seneste historier