Næste gang der er Nordic Fight Night på dansk grund, er lørdag den 28. maj, hvor bokseringen vil være stillet op i Kjellerup. Her er Patrick Nielsen (28-1, 14 KO) øverst på plakaten mod en endnu unavngiven modstander.
“Jeg ser frem til at bokse igen. Der har været fuld fart på med min træning siden min seneste kamp, og jeg er allerede begyndt med min sparring. Det bliver sjovt at bokse foran et nyt publikum i Kjellerup,og jeg håber, at folk vil støtte mig,” siger Patrick Nielsen ifølge en pressemeddelelse.
Den 25-årige dansker boksede senest i december, hvor han i en meget omtalt kamp stoppede Rudy Markussen i 3. omgang. Nu sigter han endnu højere.
“Jeg var tilfreds med, hvad jeg opnåede sidste år. Men hvis alt går som planlagt, ved jeg, at det her år bliver endnu bedre. Jeg er mere sulten end nogensinde før, og jeg vil nå toppen i min vægtklasse og blive den bedste. Jeg er ikke langt fra at nå mit mål,” siger Patrick Nielsen.
Det er meningen, at også Abdul Khattab (14-1, 4 KO), Dina Thorslund (6-0, 4 KO) og Rashid Kassem (11-0, 7 KO) skal i ringen i Kjellerup.
Foto: Wende.

