08.04 Khattab: Det var fedt!

Den hurtige knockout-sejr i sin debutkamp fik smilet frem hos Abdul Khattab.
”Det var rigtigt fedt,” siger Abdul Khattab, der blot skulle bruge to omgange på at gøre det af med litauiske Sergej Drob.
Overgangen fra amatør til professionel har budt på lidt ændringer for den 19-årige københavner, men indtil videre nyder han livet som pengebokser.
”Det føltes lidt underligt at få tapet hænderne ind, men det er en dejlig følels,” siger Abdul Khattab.
Modstanderen, Sergej Drob, var en akavet type, men med et enkelt stød lykkedes det for Khattab at gøre kampen færdig.
”Jeg ramte ham med et godt højre hook. Det var, ligesom det skal være,” lyder det fra den glade debutant, der ikke på forhånd havde planlagt, at kampen skulle slutte tidligt.
”Det var ikke planlagt, at jeg skulle slå ham ud. Planen var, at jeg skulle gå nogle omgange og se, hvordan det er at være professionel,” siger Abdul Khattab.
At modstanderen var lidt akavet nåede at genere danskeren, som derfor er endnu mere glad for, at det lykkedes at få gjort kampen tidligt færdig.
”Han gik meget ned med hovedet. Det er lidt irriterende, men så ramte jeg ham med en god højre,” siger Abdul Khattab.

Seneste historier