Det er en klar og fokuseret Torben Keller, der på lørdag går i ringen mod englænderen Terry Carruthers. Keller (6-0-1, 2 KO) er stadig ubesejret, og han skal denne gang stå over for en erfaren britisk journeyman.
“Min træning har gået rigtigt godt. Jeg har haft noget god sparring og fået gået nogle gode omgange. Jeg føler mig meget stærkere, både psykisk og teknisk, end til mine tidligere kampe. Nu er jeg klar til at overføre det fra træning til kamp,” siger Torben Keller ifølge en pressemeddelse.
Torben Keller vandt i sin seneste kamp i december på knockout i 1. omgang over englænderen Gary Boulden. Men det betyder ikke, at han også denne gang forventer at vinde før tid.
“Jeg vil ikke gå ud for at få en knockout. Men hvis den kommer, så kommer den,” siger Torben Keller.
Terry Carruthers har bokset 33 professionelle kampe med 13 sejre, 14 nederlag og seks uafgjorte kampe.
“Carruthers er en erfaren fyr. Han har mødt mange gode boksere, men han har aldrig mødt en som mig. Jeg forventer en hård kamp, men jeg er sikker på, at jeg vinder,” siger Torben Keller.
Foto: Wende.