Med lørdagens sejr over Cristian Montilla er Dennis Ceylan tilbage på rette spor efter det skuffende uafgjorte resultat i august mod selvsamme Montilla.
Ambitionerne er store hos Ceylan, der håber, at han inden alt for længe kan komme til at kæmpe om et bælte.
“Jeg håber, at 2015 bliver året, hvor jeg får en titelkamp. Det har jeg været klar til længe, men vi har trukket det lidt ud. Det var egentlig planlagt, men så rendte jeg ind i den uafgjorte kamp. Men nu er vi ovre den,” siger Dennis Ceylan til Århus Stiftstidende.
Promotor Nisse Sauerland er enig med sin ubesejrede fjervægter i, at der snart kan blive tale om en titelkamp.
“Dennis var uheldig med skader og inaktivitet sidste år. Han vil blive matchet hårdere og sværere, så han fortsætter med at gøre fremskridt, og målet er bestemt en titelkamp i 2015. Det vil i så fald blive en kamp om en EM-titel, ikke en VM-kamp,” siger Nisse Sauerland til avisen.
Foto: Wende.