Der ligger flere end de hidtil nævnte 12 millioner danske kroner og venter på Mikkel Kessler, hvis han accepterer en kamp mod Carl Froch i England. I hvert fald hvis man skal tro Carl Froch’ manager Eddie Hearn. “Jeg håber stadig, at vi kan lave Kessler-kampen. Han vil tage 2 millioner pund (18,38 mio. kr.) med sig hjem,” siger Eddie Hearn ifølge livefight.com. Manageren og hans bokser krydser fingre for, at Mikkel Kessler sætter sin autograf på kontrakten, så Froch kan få mulighed for at revanchere det nederlag, han i april 2010 led i Herning. Og de vil endda give Kessler muligheden for endnu en kamp.”Selv hvis han skulle tabe, vil det ikke være enden på hans karriere. Vi har tilbudt ham muligheden for en tredje kamp på neutral grund,” siger Eddie Hearn, der frygter, at Kessler i stedet vil vælge at møde en lettere modstander på hjemmebane. “Det er op til ham nu. Vil han komme her og møde Froch i en revanche, eller vil han tage endnu et let forsvar i København,” siger Eddie Hearn. Canadieren Adonis Stevenson, der er førsteudfordrer til IBF-titlen, har gjort krav på at blive Carl Froch’ næste modstander. Og måske kan det blive sådan, det ender.”Hvis vi ikke hører fra ham, kan vi blive nødt til at tage Stevenson,” siger Eddie Hearn. Foto: Bernd Wende.