tirsdag, 15. oktober 2024

07.09 Træneren tror på Markussen

Den tidligere europamester Rudy Markussen har for alvor fået troen på, at han har en fremtid i professionel boksning. Markussen er tilbage hos sin gamle træner Poul Duvill, og selvom Duvill var en anelse skeptisk med at få Markussen tilbage, er han glad for, at samarbejdet nu er genoptaget.

”Jeg var skeptisk, for Rudy var gået helt kold på det hele dengang. Er det kun for pengenes skyld, så glem det. Du skal have lysten til at kravle ind i den ring. Men knægten har jo allerede været i ringen igen, gnisten er der, formen er der, og han elsker at træne,” siger Poul Duvill til Berlingske Tidende.

En af Rudy Markussens store forcer er den enorme slagkraft. Den fik Danilo Haussler at føle, da Rudy Markussen i 2004 snuppede hans EM-titel ved at hamre ham i gulvet tre gange i løbet af de 12 omgange, kampen varede. Men Duvill vil have udviklet mere end bare Markussens slagkraft.

”Vi skal have ham ned i vægt hurtigt, så han kan få hurtigheden tilbage. Han slår hårdt og slår folk ned, og det skal han bare blive ved med, men jeg vil have hurtigheden og boksningen med,” siger han.

Men slagkraften er tilbage. Og træneren tvivler ikke på, at eleven kan nå toppen.

”Rudy slår hårdere end nogensinde, og jeg er sikker på, han kan nå det højeste niveau,” siger Poul Duvill. 

Seneste historier