Rashid “The Dream” Kassem (3-0, 1 KO) fik ikke sat gang i publikum, da han sikrede sig sin tredje sejr som professionel. Han måtte gå alle seks omgang for at slå Yordan Vasilev (14-30, 3 KO), og publikum kunne drømme om bedre underholdning. Det var Kassems første kamp i letvægt, men den nye lavere vægt synes ikke at påvirke hans boksning.
Kassem forsøgte de to første omgang at ramme Vasilev med sin højre med vilde sving mod den diminutive modstander. Med sine 162 cm havde han slet ikke rækkevidde til at true danskeren, så det var sikkert for Kassem at sende den afsted.
I 3. omgang begyndte han at bruge jabbet til at åbne Vasilev med, og det hjalp. I stedet for enkeltslag, så kom der gang i kombinationerne. Kassem har desværre en tendens til at slå med indsiden af handskerne, og det er en teknisk svaghed, som han bør arbejde med.
Jabbet blev suppleret med uppercuts i 4. omgang, og danskeren fik sendt nogle gode kombinationer afsted i den første halvdel af omgangen. Men han blev for ivrig, og det var tydeligt, at han gerne ville stoppe sin modstander.
Indersiden af handskerne blev igen brugt for meget i 5. omgang, men han sendte også nogle gode uppercuts i Vasilevs retning. Bulgareren, der også tidligere er gået tiden ud mod Dennis Ceylan i juni, havde heller ingen problemer med at nå klokken for sidste omgang stående på benene.
Sejren blev på tre gange 60-54.
Foto: Wende