Osama Hadifi nåede i sin anden kamp som professionel næsten heller ikke at få sved på panden, inden det hele var slut. For anden gang vandt han på knockout allerede i 1. omgang.”Osama gjorde, hvad han skulle. Der skal være kort proces mod den type modstander,” fortæller Osama Hadifis manager Robert Larsen, der var med sin bokser i ringhjørnet i Tyskland fredag aften.Modstanderen, Piotr Filipowski, var debutant, og ifølge Robert Larsen forsøgte han alt hvad han kunne at vinde, men han havde ikke evnerne.”Han kæmpede sin chance. Det var en modstander, der var akavet og satsede med vilde slag for en sejr. Men Osama er ærligt talt for god,” siger Robert Larsen.Osama Hadifi skal efter planen bokse igen den 21. juli, når han i Berlin skal i ringen mod tjekkiske Ladislav Martinek (0-17-1).