lørdag, 18. januar 2025

07.04 To gulvture kostede for Jeppe Morell

Jeppe Morell (7-1, 3 KO) måtte desværre indkassere karrierens første nederlag, da franske Maurice Possiti (17-10, 7 KO) efter otte hårde omgange blev udråbt som kneben vinder på split dicision. Det var især to danske gulvture, som blev afgørende, da dommersedlerne skulle tælles op.
 
Indledningen på kampen blev set med danske briller temmelig kaotisk. Først havde Jeppe Morell glemt at få sin skridtbeskytter på og måtte derfor tilbage i omklædningsrummet efter selve præsentationen af bokserne havde fundet sted, og da kampen først kom i gang, blev han allerede i 1. omgang sendt på halen af en lige højre til kæben.
 
Morell virkede dog ikke specielt rystet over gulvturen, og han virkede hurtigt i stand til at fortsætte.
 
Heldigvis blev det bedre i 2. omgang, hvor Jeppe Morell igen fik gang i noget af det boksning, han vise i februars flotte sejr over Bernard Donfack. Den lange højre indledte arbejdet, og der blev fulgt fint op med venstren – fint nok til, at Jeppe Morell vandt omgangen.
 
I 3. omgang gik det galt igen. Endnu engang var det franskmandens højre, som Morell løb ind i, og denne gang måtte han æde en gulvtur, som virkede hårdere end den første. Morell kæmpede sig igennem omgangen, men gjorde det ved at gå den forkerte vej rundt om modstanderen, og han virkede i det hele taget påvirket af franskmandens hårde træffere.
 
Igen lod det dog til, at Morell formåede at komme over gulvturen, og i 4. omgang var det igen danskeren, som var ovenpå. Ikke at han på nogen måde var overlegen eller kørte cruise control – så langt fra – men det var Morell, som dikterede slagets gang og vandt omgangen.
 
I 5. omgang forsøgte Possiti sig som højrefodsbokser. I modsætning til de fleste andre, som forsøger at afvige fra deres naturlige fodstilling, havde han faktisk en smule held med det. Morell var ellers bedst i omgangens indledning, mens franskmanden sidenhen kom bedre med.
 
Possiti blev mindre farlig, som kampen skred frem, men med de ekstra point, som de to gulvture gav ham, var det en presset dansker, som havde behov for alle tænkelige point på kontoen, hvis sejren skulle slæbes i hus. I sidste ende viste det sig altså lige akkurat ikke at være nok.
 
Knock-out.dk scorede kampen 75-75.
 
Foto: Thomas Sjørup.

Seneste historier