For anden gang i træk formåede Enock Poulsen (4-0, 2 KO) at stoppede en modstander før tid. Det skete, da serbiske Petar Peric (4-3, 3 KO) blev udbokset og udklasseret, inden han – uden at have været til tælling og til sin egen og sin træners store utilfredshed – blev stoppet i 5. omgang.
Det var en serber, som var kommet til København for at kæmpe sin chance. Ret hurtigt stod det dog klart, at Peric langt fra var på samme tekniske niveau som danskeren, der indledte med flot kontraboksning. Adskillige fine undvigelser og efterfølgende kontrastød gav danskeren de første point.
Allerede i 2. omgang begyndte det at ligne en decideret klasseforskel. Den stakkels serber måtte tage imod mange træffere – blandt andet Poulsens højre hook, som mange gange fandt vej til sit mål. Danskeren forsøgte flere gange at skifte fodstilling til southpaw, og selvom han også i denne positur var klart den bedste, var det, når Poulsen havde venstre fod forrest, at forskellen var størst.
Man må tage hatten af for Petric’ fighterhjerte, for selvom han i 4. omgang fik gemene klø, fortsatte han med at kæmpe. Han var dog oppe mod overmagten, og Enock Poulsen havde relativt let spil. Det virkede dog som om, der manglede lidt power i de danske næver. I modsat fald ville kampen på dette tidspunkt være afgjort til dansk fordel.
Petar Peric kæmpede videre, men i 5. omgang havde kampleder René Larsen set nok. Han stoppede det ulige opgør til Enock Poulsens fordel. Det forstod de ikke meget af i det serbiske ringhjørne, men der var tale om udklassering, og det var helt i orden at stoppe opgøret.
Foto: Thomas Sjørup.