Det ser vanskeligt ud med en sommerkamp mellem Cecilia Brækhus og Holly Holm. Amerikaneren har placeret sin næste kamp i maj, og det spænder formentlig ben for Brækhus- og Sauerland-lejrens planer om en sommerkamp mellem de to boksere.
“Jeg er ikke overrasket, men samtidig meget skuffet. Vi har jagtet Holm i to år og havde håbet på denne kamp i løbet af sommeren. Med hendes nye kamp ser det vanskeligt ud med en kamp i juli, men vi giver os imidlertid ikke,” siger Cecilia Brækhus til Bergens Avis.
Lenny Fresquez, der er promotor for Holly Holm, er træt af, hvad han kalder snak og ingen handling fra den norske lejr.
“Nu går vi videre. Vi har smidt to år væk på snak. Holly er en bokser og ikke en skønhedsdronning,” siger Lenny Fresquez til VG.
Nisse Sauerland, der er promotor for Cecilia Brækhus, har imidlertid ikke opgivet håbet op, at den regerende WBA-, WBC- og WBO-verdensmester i weltervægt får en kamp mod sin ønskemodstander.
“Jeg tror, at der bliver en kamp mellem Holm og Brækhus. Holms manager spiller et spil, og det er ikke rigtigt, at de ikke har fået et tilbud. Jeg sendte en kontrakt for et par måneder siden,” siger Nisse Sauerland til VG.
Foto: Wende.