tirsdag, 13. maj 2025

07.02 Micki vandt WBC int’l-titlen

Underholdningsværdien var til at overse, da Micki Nielsen (17-0, 12 KO) lørdag aften sikrede sig WBC int’l titlen i cruiservægt med en tårnhøj pointsejr efter 10 omgange over Julio Cesar Dos Santos (27-4, 24 KO).
 
Det var en Micki Nielsen, der i begyndelsen var mere aggressiv end første gang, han boksede titelkamp. Han tabte på ingen måde hovedet, som det tidligere er det, men boksede i et kontrolleret offensiv, der via flere gode dybe træffere sikrede, at 1. omgang blev dansk.
 
2. omgang blev igen en kontrolleret dansk offensiv, men mod slutningen af omgangen fik Micki Nielsen at mærke, at brasilianeren også kan slå. 24 knockouts i 27 sejre kommer ikke af ingenting, men i dette tilfælde var træfferen ikke voldsommere, end at den danske bokser uden større problemer kunne svare igen.
 
I den efterfølgende omgang kom brasilianeren umiddelbart bedre med. Alligevel endte det med at være ham, der var glad for at høre gonggongen. En venstre fra danskeren så ud til at ryste ham, men i samme øjeblik som Micki Nielsen skulle til at følge op, blev omgangen ringet af
 
Julio Cesar Dos Santos havde på dette tidspunkt fået stor respekt for danskerens slagkraft, og hans vilje til at komme frem og opsøge kampen var blevet noget mindre i forhold til kampens begyndelse.
 
Da kampen var nået forbi midten, havde brasilieneren tydeligvis ikke meget lyst til fight. Han havde lært, at Micki Nielsen kunne slå nogle hårde bomber, men han havde formentlig samtidig luret, at eksplosiviteten hos danskeren ikke var voldsom, og derfor gik han forbi de fleste øretæver.
 
Hovedparten af kampens omgange kom på mange måder til at ligne hinanden. Dos Santos var klar over, hvor det bar hen og ønskede derfor ikke de store konfrontationer med danskeren, og Micki Nielsen formåede ikke rigtigt at få ham lukket. Dog arbejdede tiden for danskeren, der hele tiden udbyggede pointforspringet.
 
Kampen blev aldrig det store underholdningsmæssige brag. Efter 10 omgange kunne Micki Nielsen og hans danske fans dog glæde sig over, at dommerne så ham som vinder med cifrene 100-91, 100-90, 99-91.
 
Foto: Wende.

Seneste historier