tirsdag, 13. maj 2025

07.02 Let KO-sejr til Havnaa

Det blev en fin sejr efter en overbevisende indsats Kai-Robin Havnaa (2-0, 1 KO), da han lørdag aften sikrede sig sin anden sejr i lige så mange kampe. Nuvel, Merdjidin Yuseinov (6-12-2, 2 KO) var mildt sagt en overkommelig modstander, og der var let spil for nordmanden.
 
Oven på den ikke alt for overbevisende indsats i sin debutkamp stod Havnaa denne gang over for en bulgarsk journeyman. Og det var en modstander, som gav nordmanden ganske gode betingelser for at se godt ud.
 
Yuseinov – en lille, tyk prop – fik allerede i 1. omgang ikke et ben til jorden og blev jagtet rundt i ringen af en aggressiv nordmand, der tydeligvis gerne ville have sit offer i gulvet. Det fik han faktisk hele to gange, men ikke i nogle af tilfældende var der tale om, at der skulle tælles. Det var begge gange skub, som sendte Yuseinov ned.
 
Afstraffelsen fortsatte i 2. omgang, hvor Yusenov midtvejs blev sendt ned efter en højre til hovedet. Herefter var det kun et spørsmål om, hvor mange klø den stakkels bulgarer skulle have, inden kampen var slut.
 
Han nåede faktisk at få en del klø, og ligesom han med små 20 sekunder tilbage af omgangen igen var på vej i gulvet, fløj kamplederen imellem og vinkede kampen af.
 
Foto: Wende.

Seneste historier